• Løsningsdesign
  • Webløsning

Agilt samarbejde bag ny platform til 25.000 skoleelever

Sammen med Naturvidenskabernes Hus har Ditmer udviklet en digital platform til en landsdækkende naturfagsmaraton.

Hvordan kan en fabrik flytte flest mulige kuglepenne på kortest mulig tid? Hvordan kan en landsby i Indonesien få rent drikkevand? Det er nogle af opgaverne i en landsdækkende naturfagsmaraton, som op mod 25.000 skoleelever deltager i hvert år. Bag den digitale platform, der styrer afviklingen af begivenheden, står digitaliseringshuset Ditmer.

”Vi ville gerne arbejde mere målrettet med deltagernes oplevelse før og under naturfagsmaratonen. Derfor besluttede vi at implementere en ny digital platform til afvikling af begivenheden, som består af mange delkonkurrencer landet over. Vi valgte Ditmer som samarbejdspartner, og samarbejdet er gået over alt forventning,” siger projektleder Torben Mikkelsen fra Naturvidenskabernes Hus, der står bag maratonen.

Agilt samarbejde fra dag et

Den nye platform har digitaliseret en række manuelle arbejdsgange, ligesom tidligere tiders stabler af papirbunker med ventelister og logbøger er en saga blot. Samtidig har designet af websitet fået et brush-up. Projektet havde et budget på 800.000 kroner, og udviklingen skete i et agilt samarbejde fra dag et.

”Som kunde er man lidt spændt på agile projekter, fordi man ikke ved, hvad man får, og hvad der bliver skåret fra i sidste ende. Her var der dog i ordets egentlige betydning tale om et agilt samarbejde, hvor begge parter har haft en fælles målsætning om at skabe den bedst mulige løsning til gavn for brugerne. Ditmer har også været særdeles gode til at sætte sig ind i vores behov og tanker,” siger Torben Mikkelsen.

Projektet blev skudt i gang med et fælles idéudviklingsforløb og udarbejdelse af en enkel prototype, som skabte klarhed over behov og udfordringer. Herefter skete den tekniske udvikling i tæt parløb mellem Ditmers udviklere og Naturvidenskabernes Hus.

Brugerne har taget godt imod

Platformen er taget i brug fra den 1. november 2017 af medarbejderne i Naturvidenskabernes Hus og over 1.000 lærere, som blandt andet har brugt platformen til at tilmelde deres klasser og uddele opgaver til eleverne. Platformen integrerer med UNI-Login, og brugerne har taget godt mod den nye platform. Også internt i Naturvidenskabernes Hus har der været stor tilfredshed med resultatet.

”Alle i huset uanset arbejdsområde er begejstrede for den nye løsning, som har høstet meget ros for at være lettilgængelig og overskuelig. Platformen er både oplevelsesmæssigt, teknisk og pædagogisk et kæmpeløft i forhold til, hvad vi havde før. Som projektleder er det også tilfredsstillende, at vi ikke bare kom i mål til tiden, men også under budget,” siger Torben Mikkelsen.

De deltagende skoleelever i naturfagsmaratonen går i 5. og 6. klasse og kommer fra omkring 50 danske kommuner. I december og januar 2017 arbejder eleverne i skolen med opgaverne fra den digitale platform, hvorefter der er finale i slutningen af januar 2018. Begivenheden er støttet af Novo Nordisk Fonden, Nordea-fonden, Undervisningsministeriet og Grundfos.

Vil du læse mere?

Vil du høre mere om processen med Naturvidenskabernes Hus, så tag fat i Søren.
Søren Martin M. Andersen
Design- og proceskonsulent