Menu Created with Sketch.
Close Created with Sketch.
27. november 2014

Dialogportal til børnesager

En ny dialogportal skal gøre det lettere at sikre en sammenhængende indsats i børnesager i Mariagerfjord, Rebild og Frederikshavn.

Kommunernes familieafdelinger, skoler og dagtilbud bruger meget tid på at koordinere indsatsen i børnesager, fordi der er så mange parter, der skal kommunikere med hinanden. Skolelærere, sagsbehandlere, sundhedsplejersker og forældre er bare nogle af dem. For at skabe en mere effektiv dialog på tværs af parterne er kommunerne Mariagerfjord, Rebild og Frederikshavn gået sammen om at udvikle en dialogportal til børneområdet.

”Som kommune har vi brug for et enkelt dialogsystem, hvor vi lynhurtigt kan udveksle informationer med familier og andre involverede, uden at der skal bruges tid på at arrangere møder eller sendes ting med digital post. Man skal tænke på, at det for mange familier kan være et fuldtidsjob at kommunikere med kommunens mange instanser,” siger familiechef fra Mariagerfjord Kommune Kit Borup.

Udviklet til mobile enheder

Dialogportalen er udviklet til brug på smartphones og tablets, fordi mange familier ikke har en traditionel computer. Målet er først og fremmest at gøre det let for borgerne at kommunikere med kommunen, uden at de skal logge ind og ud af diverse offentlige systemer. Af samme årsag bærer dialogportalen navnet LetDialog.

”Portalen er udviklet ud fra et keep it simple-princip, hvor alle overflødige funktioner er skåret væk. Designmæssigt lægger vi os op af kendte løsninger som Facebook og netbank for at gøre portalen så brugervenlig som mulig for borgerne og fagpersoner. Idéen er, at man skal kunne bruge portalen uden oplæring af nogen art,” siger Kit Borup.

Bane vej for sammenhængende indsats

Planen er ikke, at den nye portal skal erstatte de traditionelle netværksmøder eller dialogløsninger som SkoleIntra og ForældreIntra. Familiechefen ser derimod portalen som en videreudvikling af kommunens eksisterende værktøjer, som skal sikre en mere sammenhængende indsats i børnesager.

”Med LetDialog kan vi lave kortere og mere effektive indsatser, fordi vi koordinerer arbejdet. Hvis et barn eksempelvis pludseligt har et stort fravær og ikke trives i hverken skole eller hjem, er det vigtigt at både familien, familiekonsulenten og skolen hele tiden trækker den samme vej og ved, hvad hinanden gør, uden at der går unødigt bureaukrati i det,” siger Kit Borup.

LetDialog udvikles i samarbejde med Ditmer og forventes at gå i luften i sommeren 2015. De tre kommuner bag systemet søger lige nu flere kommuner, der vil deltage i udviklingen. 

Hvis du vil vide mere om LetDialog, skal du tage fat på Jane :)