Menu Created with Sketch.
Close Created with Sketch.
04. august 2013

Hjørring opruster digitalt

En ny platform til selvbetjening i Hjørring Kommune giver muligheder for borgere og virksomheder.

Nu bliver det snart lettere at være borger og virksomhed i Hjørring Kommune. En ny selvbetjeningsplatform i Teknik- og Miljøområdet gør muligt at indhente tilladelser og godkendelser, anmelde aktiviteter, afgive høringssvar, indgive klager og deltage i offentlige udbud direkte på kommunens website.

Den nye platform vil også effektivisere sagsbehandlingen i Teknik og Miljø, som hvert år modtager og behandler flere tusinde sager og mere end 400 høringssvar og klager i forbindelse med alt fra nye lokalplaner til private tilbygninger.

"Vi arbejder benhårdt med at styrke den digitale selvbetjening, fordi det er lettere og mere effektivt for både borgere og sagsbehandlere. Et naturligt skridt er at digitalisere processen omkring tilladelser, godkendelser, høringer, klager og udbud. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at sagsbehandlerne får julelys i øjnene over den nye platform," siger teamleder Jesper Lauritsen fra Hjørring Kommune.

Forenkler interne arbejdsgange

Løsningen udvikles i samarbejde med Ditmer og forventes i drift til efteråret 2013. Med selvbetjeningsplatformen opretter borgere og virksomheder selv deres sager, høringssvar, klager og henvendelser omkring udbud direkte ind i kommunens journalsystem SBSYS via blanketter på websitet.

Dermed vil de 130 sagsbehandlere spare en række interne arbejdsgange med at indscanne, sortere, registrere og journalisere de mange henvendelser og bilag.

"Alle henvendelser vil lande automatisk på den rigtige sag i ESDH-systemet, og det vil spare meget tid. Vi vil spare en masse fejl, fordi brugerfladen vil sikre, at borgerne afgiver de rette oplysninger. Samtidig kan borgere og virksomheder løbende logge ind og se status på sagen, hvilket øger gennemsigtigheden," siger Jesper Lauritsen.

Sagsbehandlere opretter formularer

Rygraden i løsningen er platformen DitmerFlex, som gør det muligt for sagsbehandlerne selv at definere og oprette de blanketter, som borgerne tilgår på websitet.

"Det er en enorm fordel, at sagsbehandlerne selv kan oprette blanketter på få minutter uden at skulle vente på en leverandør. Vi regner med at spare mange tusinde kroner på den konto, og det giver en enorm fleksibilitet, at vi ikke er afhængige af en leverandør," siger Jesper Lauritsen.

Løsningen forventes i drift med 70 forskellige blanketter. Det er planen, at platformen senere også skal bruges til en række andre selvbetjeningsløsninger i Hjørring Kommune.

Torsten ved alt, hvad der er værd at vide om løsningen i Hjørring:-)