Menu Created with Sketch.
Close Created with Sketch.
23. august 2014

Ny portal til praktik

En ny portal skal effektivisere håndteringen af mange tusinde praktikforløb på professionshøjskolerne.

De 70.000 studerende på uddannelserne til lærer, sygeplejerske, pædagog og godt 60 andre professionsuddannelser får nu en fælles portal som omdrejningspunkt for deres praktik. Portalen udvikles af Ditmer i samarbejde med Danske Professionshøjskoler og skal effektivisere håndteringen af de mange tusind årlige praktikforløb markant.

"I dag involverer samarbejdet om praktik mellem studerende, praktiksteder og uddannelser typisk en masse blanketter, breve og mails, der skal udfyldes og sendes frem og tilbage, ligesom der skal holdes styr på en række datoer og godkendelser. Med portalen bliver håndteringen af praktikforløbene langt nemmere og mere effektiv for alle parter," siger studieadministrativ chef Helle Doktor Simonsen fra VIA UC, der repræsenterer professionshøjskolerne i udviklingssamarbejdet.

Automatisering og selvbetjening

Den nye portal samler alle arbejdsgange omkring håndteringen af praktikforløb og skal bruges af både de studerende og medarbejdere på uddannelser og praktiksteder. Med portalen vil fordelingen af op mod 80 procent af praktikpladserne kunne automatiseres, ligesom studerende og praktiksteder får en række nye selvbetjeningsmuligheder.

"Livet vil blive lettere for ikke mindst de administrative medarbejdere, fordi de fremover slipper for at skulle bruge tid på en lang række manuelle arbejdsgange. Den digitale platform giver også nye muligheder for at kommunikere med de studerende, for eksempel med automatiske sms-beskeder om deadlines, opgaveafleveringer og møder, hvilket er en stor fordel," siger Helle Doktor Simonsen.

Også et læringsredskab

Praktikportalen er en del af et såkaldt effektiviseringsprogram, der skal skabe fælles effektiviseringsløsninger for professionshøjskolernes administrative processer og opgaver. Fra Danske Professionshøjskolers side understreger man dog, at portalen også vil give de studerende en bedre kvalitet i oplevelsen af praktiksamarbejdet.

"Det handler ikke kun om at effektivisere. For de studerende bliver portalen et læringsredskab på linje med bøger og kompendier, hvor man kan finde alle informationer om sin praktik ét sted døgnet rundt. Dermed er det eksempelvis slut med at skulle overskue bunker af papirer for at finde en deadline eller at tage ind på skolen for at udfylde en blanket," siger programleder Anne Eskildsen fra Danske Professionshøjskoler.

"Det giver stort ejerskab til løsningen, at vi har været så involverede i udviklingen"

Udvikles ud fra agil tilgang

Udviklingen af praktikportalen sker ud fra en agil tilgang, der blandt andet indebærer, at der ikke på forhånd er en detaljeret kravspecifikation for den færdige løsning. I stedet udvikles portalen fra bunden i tæt samarbejde med vejledere, praktiksteder, studieadministration og studerende gennem workshops, dialogmøder og besøg på skolerne.

"Der findes ikke noget andet, man kan sammenligne med, og derfor er en agil udviklingsproces påkrævet. Det kan til tider være hårdt og udfordrende, fordi vi hele tiden diskuterer os frem til, hvad vi vil have, og så at sige bygger vingerne, mens vi flyver. Omvendt giver det også stort ejerskab til løsningen, at vi har været så involverede i udviklingen, og at baglandet hele tiden er med," siger Helle Doktor Simonsen. 

Portalen forventes at gå i drift i 2015, og den samlede pris for udviklingen bliver på 13 mio. kroner. Når portalen er indført, forventer professionshøjskolerne en årlig besparelse i sektoren på knap 8 mio. kr. Løsningen bygger som de fleste af Ditmers øvrige løsninger på Microsofts .NET-platform og SQL-server og får blandt andet integration til professionshøjskolernes administrative system SIS.

Vil du vide mere?

Læs casen om elevadministrationsløsning i Københavns Kommune
Læs casen om elevadministrationsløsning i Skanderborg Kommune
Læs casen om tidsregistrering på VUC Aarhus

Vil du høre mere om, hvordan I kan effektivisere de interne arbejdsgange i jeres organisation? Tag fat på Kasper!
Kasper Ibsen Hansen
Senior Projektleder