Menu Created with Sketch.
Close Created with Sketch.
12. oktober 2016

Nyt system leverer eksamensbeviser i e-Boks

De danske professionshøjskoler har sammen med Ditmer udviklet et fælles system, der kan håndtere eksamensbeviser og levere dem direkte til brugernes e-Boks.

Der er større variation i de danske uddannelser end nogensinde før, og det giver langt mere individuelle eksamensbeviser. Derfor har de danske professionshøjskoler sammen med Ditmer udviklet et system, der elektronisk kan håndtere de mange tusinde eksamensbeviser, som hvert år udarbejdes til studerende på de videregående uddannelser og på efter- og videreuddannelsesområdet.

Systemet afløser en række manuelle arbejdsgange i studieadministrationerne, hvor sidste led i kæden altid har været opsætning i en skabelon, print og at putte beviset i kuvert med navn på den studerende.

Vil frigive 2 mio. kroner

Den enklere arbejdsgang vil frigive ressourcer for over 2 mio. kroner årligt i sektoren, og dertil kommer muligheden for at fravælge eksamensbeviser på papir. Det afgørende ved det nye eksamensbevissystem er, at det fremover giver bedre mulighed for at udarbejde mere individuelle eksamensbeviser.

”Vores uddannelser og lovgivningen omkring dem udvikler sig hele tiden, og helt overordnet går udviklingen mod en større variation i uddannelserne, som gør det mere komplekst at udarbejde eksamensbeviser. Det er for eksempel kommet flere valgmuligheder for den enkelte studerende i løbet af uddannelsen, mulighed for at få talentaktiviteter på eksamensbeviset og mulighed for variation i udbud af den samme uddannelse. Med det nye system er eksamensbeviserne gearet til den udvikling,” siger studieadministrativ chef på UC Nordjylland og formand for projektets styregruppe Lene Zakarias.

Virkede fra dag ét

Det nye eksamensbevissystem blev testet i sommers på tre uddannelser fra hver professionshøjskole, og det er planen at tage det fuldt i brug på alle uddannelser i 2017. På professionshøjskolen Metropol og andre professionshøjskoler bliver nye beviser sendt til de studerendes e-Boks, og det nye system opleves som en klar forbedring.

”Det har virket upåklageligt fra dag ét. Systemet sparer tid i bevisproduktionen, da det er mere brugervenligt for os at betjene, og vores eksamensbeviser får dertil et ensartet udtryk, som samlet set virker mere professionelt. Flere af vores studerende har også meldt tilbage, at de synes levering i e-Boks er virkelig smart. Så ved de, hvor det er, og ellers er det meget enkelt at gensende,” siger studieadministrativ koordinator på Metropol, Helle Salby.

Hvert år dimitterer omkring 17.000 studerende fra professionshøjskolernes over 65 videregående uddannelser, og over 60.000 professionelle efter- og videreuddanner sig årligt på professionshøjskolerne.

Vil du læse mere?

Kasper Ibsen Hansen
Senior Projektleder