Du har formentlig et par års erfaring inden for UX & design, og har opbygget en solid værktøjskasse. Du har mod på mere, og er klar på at sætte dig selv endnu mere i spil sammen med kunder og kolleger.

Du tænker digitalt, og har en tilgang ligesom Pippi Langstrømpe: "Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”!

Du er nysgerrig af natur, har en stor indlevelsesevne og en bred profil. Du foretrækker, at være en del af hele designprocessen fra at identificere behovet hos kunden til at designe den endelige løsning - at gå fra udfordring til effekt!

Du lader dig ikke nøjes med business as usual – du er altid på udkig efter at gøre ting bedre end sidste gang, og er ikke bange for at prøve nye metoder og værktøjer, ex. vores design-system Embla (Læs om Embla)

Det er vigtigt for os, at du har lyst til at udvikle vores fællesskab og faglighed, og har lyst til aktivt at bidrage til at udvikle vores UX- og design team. Udover det nære i Ditmer, så bliver du en del af Visma, hvor du indgår i et fællesskab af 300+ UX’er og designere. Læs hvordan Visma arbejder med UX - ux.visma.com.

En rolle med indflydelse

Som UX- og designkonsulent i Ditmer får du en central rolle i en ambitiøs organisation, der arbejder med at skabe de bedste digitale løsninger på markedet.

Vores ambition er at være katalysator, der er med til at innovere vores kunders forretning og skabe digitale koncepter, der kan valideres hos brugerne. Du er med til at sikre, at vi udvikler de rette løsninger, der rykker kundernes forretning, og gør brugerne glade.

Din dagligdag vil spænde bredt, lige fra kundemøder, workshops, analyser, trends og til at udvikle koncepter og wireframes.

Opgaver

  • Sætte dig ind i og navigere i nye forretningsområder og komplekse domæner
  • Identificere kundernes udfordringer, indsamle kunde- og brugerbehov og formidle løsninger og anbefalinger til kunder og dine kollegaer
  • Skabe rammerne for innovationsprocesser og facilitere workshops for dine kolleger og sammen med kunder
  • Kortlægge digitale løsninger og services vha. brugerrejser, flows- og informationsarkitektur
  • Udtænke og designe prototyper og løsninger fra bunden eller i forlængelse af et design-system. Du anvender de rette interaktions-principper i specifikke sammenhænge for at skabe den bedste brugeroplevelse
  • Præsentere og argumentere for den rette brugeroplevelse og løsning i forhold til kundens forretning. Du kan tænke i nye forretningsmodeller med udgangspunkt i kunden og deres forretning
  • Overlevere design til udvikling ved at lave specifikation, løbende sparre med og udfordre udviklerne, og sikre at designet lever op til specifikation og brugerbehov
  • Løbende videreudvikle vores interne design-system sammen med dine kollegaer

 

Vores forventninger til dig 

 

  • Du har som UX- og designkonsulent 1-2 års erfaring fra en lignende stilling og har en relevant uddannelse
  • Du er nysgerrig og har lyst til at udvikle dig i rollen som konsulent, der tager ejerskab over designprocessen og hjælper kunden med deres digitale strategi fra idé til implementerede løsninger
  • Du er ikke bange for at udfordre kunden og dine kollegaer, fordi du ved, at din faglighed er afgørende for at skabe succesfulde løsninger
  • Du har styr på din værktøjskasse, og er fortrolig i at arbejde med redskaber som Miro, Sketch og Figma
  • Du har en stor interesse i design thinking, agile og product management, og udfordrer løbende dig selv, dine kollegaer og kundernes praksis for at skabe de bedste løsninger

Det kan du forvente af os

Hos Ditmer tror vi på, at dygtige kolleger skal have frihed til at bruge og udvikle deres talent og ikke ligge under for bureaukratiske processer. Du vil derfor opleve, at vi altid stræber efter at spille hinanden bedre ved at trække på hinandens styrker og tage ansvar for os selv og hinanden.

Vi praktiserer alt det du kender med frihed under ansvar, et uformelt og afslappet arbejdsmiljø samt kompetente og dygtige kolleger. For nogen er det lidt af en kliché, men vi er ikke i tvivl om, at du kan mærke det, når du træder ind ad døren hos os.

Ditmer er en del af Visma Consulting DK, og vi har et stort fokus på din faglige udvikling, da vi tror på, at en dygtig kollega er en glad kollega.  

Derfor tilbyder vi blandt andet:

  • Faglig udvikling gennem Visma Academy, Pizza og Podcast, samt mulighed for relevante kurser og efteruddannelse
  • Ugentlige "Vidensrundstykker" med faglige indlæg
  • Fleksible arbejdstider med mulighed for hjemmearbejdsplads
  • Super fede lokaler på Aarhus Ø sammen med andre Visma virksomheder (Co3, Kapacity og IMS)
  • Pensions- og forsikringsordning herunder attraktiv sundsforsikring
  • En bred vifte af sociale arrangementer (Alt lige fra julefrokost, fredagsbar, DHL-stafet og familieudflugter)

Din opstart

Det er vigtigt for os, at du falder godt til allerede fra dag 1. Når du starter, tildeles du en mentor, så du hurtigt får et billede af, hvordan vi arbejder med vores kunder. Desuden får du løbende feedback-samtaler med både din mentor og din nærmeste leder. Der er et introforløb klar fra start af, hvor du blandt andet kommer rundt i huset, og får talt med et bredt udvalgt af dine nye kollegaer.

Det praktiske - sådan søger du

Ansøgningsfristen er d. 16. maj2021, men vi holder løbende samtaler, så send gerne din ansøgning allerede i dag.

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte Udviklingschef Jan Bökstedt på mail jsb@ditmer.dk eller telefon +45 87 34 22 39.

Send os en ansøgning

Ansøg

Om Ditmer

Ditmer har eksisteret siden år 2000, hvor vi begyndte i ydmyge lokaler i Viby midtpunkt. Vi er siden da vokset stabilt, og i dag sidder vi 28 dedikerede digitalister på Aarhus Ø som en del af Visma sammen med 60 kolleger fra andre dele af Visma. 

Styrken finder du i vores forskelligheder. Vi spænder bredt lige fra informationsvidenskaber til dataloger, fra filosofer til musikere. Men fælles for alle i huset er, at vi brænder for vores faglighed og for at indgå i det nære samarbejde med både kolleger og kunder.

Lige siden vi startede, har vi lagt vægt på at møde verden i øjenhøjde og lave digitale løsninger, der gør en forskel for både kunder og brugere i det daglige.

Vi er gået fra at lave små skræddersyede løsninger til i dag at være et fuldvoksent digitaliseringshus der både arbejder med produktudvikling og skræddersyede løsninger baseret på Microsoft .NET.

Vi har været Microsoft Gold Partner stort set siden vi startede, og vi var det første danske medlem af Agile Alliance. Vi har forsat et stærkt teknisk fundament, men vi går i dag bredt til opgaven, som spænder lige fra UX og konceptudvikling, softwareudvikling, implementering til drift og hosting.